Isbjørn vs. Polarudforsker

Hvis du ser en mand i trafikken på vej ud i en livsfarlig situation, stopper du så op og spørger dig selv, hvad hans ærinde er, inden du begynder at bekymre dig for hans velfærd? Han kunne være på vej til børnekræftafdelingen for at lege med de syge børn. Eller han kunn bare være på vej ned til 7-11 for at stoppe dyre donuts ind i sit ansigt. Eller han kunne have bevæget sig ud i trafikken uden nogen god grund overhovedet. Er det ikke væsentligt at få svar på først?

Jeg pjatter. Og årsagen til spørgsmålet er slet ikke tungtvejende etiske overvejelser, men banale journalist-stilistiske. Vi fik stukket en opgave ud  på mit hold. Opgaven lød på at lave en fortælling på syv linier — og flere på mit hold havde besvaret den ved at lave teasers fremfor afsluttede historier. Et ganske glimrende bud på denne type fortalte om en polarudforsker, der pludselig står ansigt til ansigt med en isbjørn. Drama med stort D. Den sidste linie og sætning fortalte så, at isbjørnen nu stod imellem polarudforskeren og dennes mål (Nordpolen, tror jeg nok). Jeg pointerede, at jeg syntes, at det var en unødvendig tilføjelse. Om gutten ville overleve mødet med isbjørnen var da meget mere højeksplosiv spænding end spørgsmålet om, hvorvidt han ville nå målet for sin udforskning. Eller i hvert fald: Vi var som læsere allerede engagerede i, at udforskerfyren ville klare den uden smålig skelen til hans målsætninger. Og cliffhangers skal ikke ødelægges af unødvendige tilføjelser. Vil Batman overleve mødet med Jokeren? Og vil han — i givet fald — nå tilbage i tide til at handle ind til weekenden? Tune ind næste gang og få svaret!

Hvilket så igen fik mig til at tænke over, om det nu også var ligegyldigt. For ret beset: Hvem havde så mest ret til at være der, polarudforskeren eller isbjørnen? Idioten havde vadet ind på isbjørnens territorium for hvad der i mistænkelig grad ligner ingen god grund overhovedet , og nu skal vi heppe på ham, når — surprise — isbjørnen bliver lidt tvær over at blive forstyrret. Men sådan spiller klaveret ikke. VI har som samfund bestemt, at folk som en polarforsker på vej til Nordpolen, der udsætter sig selv for ekstrem unødig fare, er helte. En person, der kun udsætter sig selv for risikoen for unødigt medium-omfang-ubehag, som min far, der ignorerer kommunens Isen-Er-For-Tynd-Til-At-Bære-Dig-Så-Fat-Det-Dog-skilte, er derimod blot en klutz. Selv når folk i den førstnævnte kategori mislykkes og må æde deres egen fod, kan de typisk redde æren ved enten at mislykkes spektakulært (se Scott, Robert Falcon) eller erklære, at det hele tiden havde været planen at blive ‘første mand til at hinke til Sydpolen’ (se Shackleton, Ernest – mere eller mindre).

Der var en pointe her et eller andet sted. Jeg tror, at isbjørnen åd den. Slut.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *