På bunden af bassinet

Jeg åbner munden og tager en dyb indånding. Min krop stiger i vandet. Så lader jeg luften sive langsomt ud igennem næsen. mens jeg langsomt synker tilbage ned i vandet. Med en hånd på kanten stopper jeg mig selv før næseborene dykker under. Jeg slapper af i kroppen og lader mig selv synke ned. Mit hoved føles som en ballon, men vægten af kroppen hiver det med ned under vandets overflade. Jeg mærker vandet skubbe op i næsen, men kun lige. Så mærker jeg bassinets bund under mine fødder. Touchdown. Jeg føler mig Neil Armstrong: One small step for Mads, one giant leap for Madskind. Dette er en ny verden for mig: I 36 år har jeg aldrig før bevidst og uden panik været nede på bunden af et ikke-børne-svømmebasin med hovedet helt under vand. Alle barndomsoplevelser af svømmehaller er domineret af én ting: Behovet for at holde hovedet oven vande og undgå sprøjt. Jeg var konstant på vagt efter andre badende, der pjaskede og potentielle luftbombardementer af flyvende, dykkende kroppe. Anspændtheden spredte sig fra min nakke, der hev mit hovede tilbage og væk fra vandet, til resten af kroppen i én stor alarmtilstand.

 

Det startede med et spørgsmål: “Kan du ikke lide at få vand i hovedet?”

Træneren har observeret mig og har noteret sig, at det ville være lettere for mig at holde mig lige i vandet, hvis jeg slappede af i nakken.

– Mnja, måske jeg er bare er vant til at holde hovedet sådan, når jeg svømmer. Og så behøver jeg ikke tænke så meget over min vejtrækning.

Vi bliver enige om  at jeg prøver mig lidt frem med, hvad jeg har lyst til, og hvad jeg ikke har lyst til.

 

Der er ro hernede. Hallens larm har fortaget sig. Jeg ser lydløse ben sparke tusindvis af bobler op. Jeg ser hovedløse kroppe dingle i vandkanten. Det ville være et godt sted at meditere, tænker jeg, inden jeg sætter af fra bunden med et spark. Overfladen, kanten og en dyb indånding. Jeg undrer mig over, hvor klapsalverne og fanfaren bliver af. Er ingen klar over, hvor monumentalt det er? I stedet hører jeg skrigende unger og hallen, der runger.

Jeg tænker over, hvor kort afstanden var fra trænerens spørgsmål til at jeg stod nede på bunden, måske et kvarters tid. Sammenlignet med de tredive år, de er gået siden jeg blev introduceret til svømmehaller, er det et nanosekund. På et eller andet plan har jeg godt været klar over, at min angst for vandet, ikke var noget, der definerede mig. Det var noget, der var blevet bestemt af en anden person end mig selv for mange, mange år siden: En lille dreng, der ikke brød sig om vild leg og kaos og pjask.

Jeg behøvede ikke at ‘konfrontere min frygt’ eller gøre nogen store falbelader. Jeg indså blot, at jeg ikke havde overvejet svaret på trænerens spørgsmål i årtier. Det var jo blevet fastlagt én gang for alle: Jeg kan ikke lide at få mit hoved under vand. I mellemtiden er så mange andre faste antagelser og anden etableret visdom faldet. Jeg kan godt lide børn. Jeg kan godt finde ud af at planlægge. Jeg er ikke håbløst verdensfjern. Jeg kan godt finde ud af at bruge værktøj, når noget går i stykker eller skal sættes op. Jeg kan godt lide at få hovedet under vand. Det kan kun gå for langsomt med at komme ned og undersøge nærmere, hvad der dernede på bunden af bassinet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *