Villekulla Revisited

I’m back, baby! En uge af min sommerferie kommer til at gå med at være vikar på min tidligere arbejdsplads, en integreret daginstitution. Her er mine indtryk fra første dag.

I. Jeg havde glemt hvor meget arbejde, det her…. arbejde er. Mine fødder føles hovne, som to klumper dej, der har hævet for længe. Mit hovede har det bedre, men det tager mig stadig timer før jeg har lagt dagens begivenheder, små som store fra mig.

II. Henimod eftermiddagen kender og bruger de mit navn. Mads dit og Mads dat. Og vice versa. Det er sgisme sært. Ingen har kaldt mig Rune, Christian eller Joakim. Det føltes som om jeg aldrig forlod stedet. Og dog. Jeg har ikke den autoritet der følger med at være fast. Kun usikkerheden, der følger med at være et ubeskrevet kort.

III. Jeg skal minde mig selv på, at jeg kun er vikar. Det gibber i mig for at tage over, føre an, spille første-violin, sætte skik på stedet. Jeg kan mærke, at det er svært for mig ikke at se den lidt kaotiske organisation og strukturering som et anslag imod min person. Selvom det selvfølgelig ikke er det.

IV. Hvad er jeg her for? At se om jeg stadig ‘har det’? At se om jeg kan gøre det bedre end sidst? At give børnene nogle gode dage? At genopfriske indtryk, der var ved at blive lidt støvede? At få et perspektiv på mit nuværendearbejdsliv? Alle de ovenstående?

V. Hvad med børnene? Ét indtryk: Ræk fanden en lillefinger… Jeg havde glemt hvor umættelige de er. På godt og ondt. Hvis der ikke kommer noget tilbage, kan det føles overvældende og som at blive suget ind i en endeløs vortex. Du bliver forbrugt. Som TV-underholdning. Levér, levér, léver. Hvis der kommer noget tilbage, derimod. Så er det som at få en ny ven på to minutter. Uforpligtende. Ikke i den forstand at du ikke skal levere noget, eller du kan komme og gå, men i den forstand at der ikke er nogen krav til, hvem du er udover at være den, der lige satte dig ned i sandkassen og spurgte til hvad bilerne lavede nede i spanden, og hvordan de skulle komme op igen. Nemt. Sjovt. Som at få billet til en hel anden verden lige så let som du åbner låger i en julekalender.

VI. Jeg gik glad. De har været søde, og der er blevet grinet og smilet en masse. Og jeg glæder mig til turen til væksthusene i morgen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *