Farcen Nero

Jeg er nået til Nero i min læsning af Suetonius’ De Tolv Cæsarer. For de uindviede: Suetonius (eller Sveton som lader til at være korrekt dansk skrivemåde) er forfatter til et værk af minibiografier af de første tolv romerske kejsere. Caligula er et tidligt højdepunkt, fordi han – Hamlet style – både lader sig forstå som galere end en hattemager på lsd og som udspekuleret, omend skruppelløs, taktiker og satiriker.

Men hans behandling af Nero er en uventet perle. Her er ingen tvetydighed – manden er ifølge Suetonius’ overlevering et monster – men i rædselsberetningen indsniger sig mere end et element af komik. Suetonius om Nero og hans første kone:

He tried to strangle her on several occasions, but finally announced that she was barren and divorced her.

Suetonius beskriver Neros mordforsøg på sin kone… henkastet? Læg hertil, at det lyder som Nero giver op, fordi det er for meget besvær. For mig lyder det som en morbid parallel til Some Like it Hot’s punch line.

Hvis det ikke var nok, så er historien om Neros forsøg på at slå sin mor ihjel til gengæld det perfekte materiale til en screwball-komedie: Først forsøger han sig med gift tre gange, men irriterende nok har hun hver gang taget modgift forud for forgiftningen. Dernæst installerer han sindrig mekanik i loftet over hendes seng, der skal falde ned og kvase hende, mens hun sover. Mor advares og finder et andet sted at sove. (Her er vi måske mere over Wile E. Coyote-territorium, men stadgvæk…) Kulminationen er båden, der er konstrueret til at synke. Nero foregiver at ville forsoning og indbyder til fredslagning. Mor sejler til det aftalte rendsezvous, Nero sørger for at hans mors båd bliver torpederet og stiller mordbåden til rådighed med et smil som tegn på hans gode vilje [indsæt klip hvor Nero vender sig om og gnider sig i hænderne]. Båden synker planmæssigt, men mor redder sig i land.

I frustration opgiver Nero al finesse og beordrer ganske enkelt sine soldater til at slå hende ihjel på stedet. Hvilket lykkes på en trist dag for overfortænkte mordplaner over alt i verden.

Drama, gru og rædsel, javist. Men med en klar overtone af farce.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *