Rabiat

Jeg tager for tiden et basis-diplommodul i projektledelse. I dag var den allerførste dag, og halvdelen af dagen var sat af til videnskabsteori. Meget elementært. Vi skulle blot forstå, at der var en kasse med positivistiske/realistiske briller og en kasse med socialkonstruktivistiske/hermeneutiske briller, og vi skulle kunne argumentere for, hvad vores valg af brille betød. Hvad vi ville se, og hvad vi ville blive blinde for.

Nogle af deltagerne, der ikke havde stødt på videnskabsteori før, havde svært ved at greje det. Særligt konceptet socialkonstruktivisme voldte problemer. Underviseren prøvede på forskellig vis at gøre det mindre forvirrende og mindre truende: Socialkonstruktivisme gjaldt selvsagt ikke, når man havde med håndgribelige, fysiske ting at gøre, såsom hvis ens projekt var at lave en vindmølle. Jamen hvor var det så anvendeligt? Underviseren greb efter et nyt eksempel: Engang i halvfjerdserne mente man, at køn var en social konstruktion. At tænke sig.

Jeg kunne godt lide vores underviser. Hun var begavet, venlig, pædagogisk og sympatisk. Men jeg følte også et ansvar for, at 20 mennesker ikke gik fra en højere læreanstalt med opfattelsen af, at socialkonstruktivistisk feminisme var et bizart relikvie fra halvfjerdserne, vi nu kun kunne ryste på hovedet af. Og jeg havde et eksempel, jeg vidste kunne bruges til at opnå det mål. Problemet var, at at bruge det ville være, hvad man rammende kan betegne som et dick move. Jeg er en mand. Hvordan man ender vender og drejer det, er det svært at udstille en kvinde og påberåbe sig feministiske motiver. Jeg besluttede mig imod det.

Så var det, at hun brugte betegnelsen ‘rabiat’. No more Mr. Nice Social Constructivist.

– Ja, Mads?

– Et eksempel på hvordan køn kan være en social konstruktion er, da du refererede til ‘vores chef’ og sagde ‘han. Eller da du omtalte en hypotetisk forfatter og sagde ‘han’. Dermed forstærkes og bekræftes den opfattelse, at chefer er hankønsvæsener, at forfattere er hankønsvæsener. Det, at den måde vi taler på om køn, er med til at forme vores sociale virkelighed – det er socialkonstruktivismens pointe.

Jeg prøvede at sige det så venligt og konstruktivt (intet ordspil tilsigtet) som muligt, men det blev akavet, selvom hun anerkendte pointen. Selv hvis jeg ikke havde udstillet hende – om end ganske mildt – var jeg trådt ud af elevrollen (noget der sikkert også kunne tærskes godt socialkonstruktivistisk langhlam på). Jeg arbejdede ihærdigt på at finde tilbage i rollen igen resten af timen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *