Farvevalg I

– Gul er fint. Det er en dejlig solskinsgul. Vi tager bare den gule.

Jeg prøver at lyde positiv og definitiv, men ekspedienten synes ikke at høre mig.

– Så er der en orange her… og her er der en pink. Ja, det duer jo slet ikke.

Hun smiler til mig. Du er en mand, siger smilet. Mænd kan ikke have en lyserød kaffemølle. Smilet siger, at det er så selvindlysende, at smilet ikke behøver at forklare det. Smilet kan bare bekræfte, hvad vi begge ved.

Jeg kom for skade til at spørge, om de havde den i blå. Jeg kan godt lide blå, og når det gælder tøj, siger folk som regel, at farven klær mig. Måske fordi den matcher mine øjne. Måske bare fordi jeg er en mand, og blå klær per definition mænd, man helst ikke ser klæde sig mere dristigt. Da jeg var barn, var blå min erklærede yndlingsfarve, efter at jeg fandt ud af, at brun ikke var in, nu da vi havde lagt halvfjerdserne bag os.

Vi er på vej tilbage til kassen, jeg med en gul kaffemølle i hånden, ekspedienten med overvejelser over farven lyserød i hovedet. Der synes ikke at være noget, jeg kan gøre for at stoppe hende.

– Folk ville nok undre sig lidt, hvis jeg sendt dig hjem med den lyserøde!

Jeg mumler, at jeg nu meget godt kan lide lyserød. Den kontrære tanke melder sig, at jeg kunne kyle den gule kaffemølle fra mig og beordre smilet til at fly mig en lyserød model. Fluks! Bare for at se smilet krakelere. Men jeg nænner det ikke. Der en sød og venlig dame bag smilet, og damen har også hjulpet mig med en ny hårklipper.

Smilet bryder ud i et lille grin.

– De ville nok spørge, om du havde fået den gratis!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *