På en skala fra Spjald skole…

I dag søgte jeg på ‘UCRS’ fordi jeg ikke vidste, at der var noget der hed Uddannelsescenter Ringkøbing-Skjern (og fordi jeg nægtede at tro, at der var noget, der hed University College Ringkøbing-Skjern).

Som man gør, fordi det er er fredag og ens tanker er andet steds, klikkede jeg på Googles sidebar med oplysninger om andre uddannelsesinstitutioner i omegnen. Hvilket bragte mig til anmeldelser af Spjald Skole. Og det var her, jeg spottede F.A. skov / haveservice.

Google anmeldelser er en sær idé. Alle kan anmelde alt. I nærheden af mig kan man anmelde en vuggestue (“Godt personale, gode faciliteter”) og en kirke (2 5-stjerner, 2 3-stjerner, selv kan jeg kun sige, at jeg har mødt pastoren, og han virker som en gennemført flinker fyr, der absolut har fortjent sine fire gennemsnitsstjerner) Jeg har endnu ikke hørt, at Google anmeldelser har hjulpet nogen træffe virkeligt-liv valg. Men det er heller ikke, hvad denne post handler om. Back to the story.

F.A. skov / haveservice har gået på Spjald skole. Før haveservicen blev tilføjet, aner man. Da der bare var F.A. skov. Eller bare sweet F.A.

F.A. havde ikke noget godt at sige om sin gamle skole. Jeg følte for ham. Jeg har også i perioder tænkt skidt om gamle skoler. Jeg synes egentlig ikke, at der noget at sige til, at han har ønsket at få en lille smule hævn ved at give den 1 stjerne og skrive noget ubehageligt. Tag den etc.

Nej, der hvor det bliver interessant er, når man klikker på F.A. skov og spørger Google: Hvad ellers har F.A. skov / haveservice anmeldt?

F.A. skov / haveservice har anmeldt to ting for Google anmeldelser. Spjald skole – og Eiffeltårnet. Hvor Spjald skole scorer én stjerne, får Eiffeltårnet fem. Et liv opsummeret og indrammet. Low/high points. Det er næsten poesi. Eller måske bare en tilfredshedsundersøgelse.

På en skala fra Spjald skole til Eiffeltårnet hvordan vil du bedømme…?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *